|
Foto album fra turen
Turberetning
fra Møn den 13 og 14 juni 2008
Sten, Finn og Rikke på den
årlige kajakweekend.
Heller ikke i år
lykkedes den oprindelige plan, nemlig en 3-dages tur til Sverige.
Kalenderen og det travle liv gjorde vrøvl, men så havde vi heldigvis
en plan B – nemlig sidste års Plan A. Fantastisk.
Af sted mod Møn
fredag morgen kl 7.00, samlede Sten op i Kalvehave havn hvor vi
efterlod hans bil og ankom derefter til Klintholm havn hvor der var
fin sandstrand til at få pakket kajakkerne og komme af sted. Bølgerne
var gode, men meget bløde og vi havde det sjovt fra starten. På
trods af en meget dyster vejrudsigt havde vi vekslende sol og vinden
i ryggen. Det var dejligt at komme i supertankeren igen og få lidt
bølgesjov og saltvand indenbords. Vi tog det roligt og hyggede os
forbi Møn fyr der lige kunne skimtes oppe på skrænten og da vi
rundede spidsen kom det vi havde ventet på og glædet os til. Møns
Klint fra vandsiden. Vi har jo alle været der på stranden, klatret
op og ned af lange trapper osv, men det her var noget helt andet.
Solen var med os og skinnede på det hvide kalk, de grønne træer og
den blå himmel – det var bare perfekt. Vi sneglede os forbi i et
tempo med tid til foto og nydelse. Fornemmelsen af at stikke
hænderne i det mælkehvide vand og lægge nakken tilbage og følge
skrænterne kan næsten ikke forklares. Ved Lille Klint var
omgivelserne næsten magiske, et stort skred sidste år havde lagt en
del af klinten ned i vandet med træer og buske og dannet en lille
vig hvor vandets farve og de nøgne træer ledte tankerne hen på en
sydhavsø ( Ja altså mere sydhavsø end Møn! ) Her lagde vi ind til
en dejlig frokost og mens Rikke nød solen på de runde sten gik
”drengene” på fotosafari, det var ikke motiver der manglede.
Da vi efter en god
lang pause på stranden kom i kajakkerne igen hen af eftermiddagen
var det tid til at dreje ind langs Møns nordside, et næsten øde sted
hvor skrænterne og skoven går helt ned til vandkanten og vi så ikke
en levende sjæl resten af dagen. Her oppe mod nord var der vind (Dvs.
den havde vel været der hele tiden, men nu lå vi ikke mere i læ) og
så måtte vi sande at det der med at træne faktisk har sin
berettigelse. Sten påstod vi hang i bremsen, men det passer ikke, vi
arbejdede hårdt, det er bare ham der har 900 km’s forspring. Og det
skal vel kunne mærkes J
At finde lejrplads
her var ikke helt let men kort før skoven var der et sted hvor vi
lagde ind og fandt plads til telte, tørresnore og andet og læg lige
mærke til at der endnu ikke er omtalt en eneste regndråbe. Det
blæste godt på stranden, men vores lille lejr lå i læ og efter en
slappepause med slik og hygge gik Sten i køkkenet. Det plejer jo
ellers at være vores job, men i år var vi på tur med fuldpension –
og vi nød det. Tak for mad, Sten. Aftenen gik med gåtur for nogle og
indhentning af jetlag for andre (Finn sov, vi gik) og det blev ikke
sent før vi fandt vores pladser i soveposerne.
Natten bød på et
par seriøse regnskyl, men morgenen var tør og desværre også meget
blæsende. Der var jo ikke meget at gøre andet end at kaste sig ud i
det så det gjorde vi og det gik også godt de første par timer,
heldigvis kiggede solen frem mellem skyerne og vinden var ikke
rigtig kold, men da vi skulle rundt om pynten og diverse sandbanker
med meget lavt vand, hård vind og stærk strøm, så var der ikke meget
tilbage at hente. Vi havde aftalt at spise ved broen men vi sneglede
os frem og der var bare ikke nogen steder der så ud til byde på den
mindste smule læ, hvilket var det vi trængte mest til. Jeg trængte
også MEGET til noget andet som drengene havde klaret ude på bankerne
ved kortvarigt at stå ud af kajakken.......det var jeg ikke lige
klar til.
Da vi til sidst
besluttede os viste frokostpladsen sig at være perfekt, der var en
stribe græs og læ bag nogle siv. Maden gjorde os godt men det var
med bange anelser at vi gjorde klar til sidste etape. Vinden susede
i strædet mellem Nyord og Møn og strømmen dér er ikke til at spøge
med. Vi vidste at når vi kom fri af Nyord ville der komme endnu mere
modvind på det 5 km kryds der er over til Kalvehave. Heldigvis var
det samtidig meget smukt og selvom vi arbejdede konstant de næste 1½
time eller mere, så gik det over forventning. Der var bølger derude
og vinden havde godt fat, men vi hængte i og kunne alle sammen mærke
at det var hårdt, men ikke umuligt. Sten havde, lidt bekymret over
vores træthed inden frokost, stoppet vores lommer med snack, men det
blev først aktuelt da vi kom ind – før havde vi ikke ledige hænder.
Det blev til 45 km denne gang, måske ikke imponerende mange, men af
de sidste 15 var hver eneste af dem hårdt arbejde og de burde
egentlig tælle for mere.
Her et par dage
efter kan jeg mærke en lille ømhed mellem mine skulderblade der ikke
plejer at være der og når jeg kigger på billederne kan jeg genskabe
den store oplevelse fra Klinten og jeg er allerede begyndt at glæde
mig til næste år. Har endda overvejet at træne lidt mere
inden.....overvejet, altså !
TUSIND TAK FOR EN RIGTIG DEJLIG
TUR SOM LIGE VAR DET VI TRÆNGTE TIL !!!!
Forfatter: Rikke
|
